Cobrana

Cobrana

Små 7.000 flasker er der her i årgangen produceret af denne seriøse, levende og subtile rødvin, som kommer fra særdeles højtbeliggende, skiferholdige parceller i den nordligste og køligste del af Bierzo ved landsbyen Congosto. Parcellerne hører med deres beliggenhed i ca. 750 meters højde til nogle af de mest sent-modnende parceller i hele Bierzo, hvorfor ’Cobrana’ altid brillerer med kølig finesse.

Som det er tilfældet med ’Kinki’, er vinen domineret af Mencia, men består derforuden af andre gamle, lokale sorter som Doña Blanca, Palomino, Godello, Alicante Bouschet og Estaladiña. Altså et mix af både røde og grønne druer.

Veronica Ortega er opvokset i Cadiz og har fået lærdom fra Priorat - under vingerne af berømtheder som Alvaro Palacios og Daphné Glorian (Clos Erasmus). Efterfølgende hos Burn Cottage i Central Otago, dernæst i Bourgogne – hos Comte Armand og selveste Romanée Conti og desuden som vinmager hos Domaine Combier i det nordlige Rhône. I Bierzo startede hun med hjælp fra Raúl Perez – nu laver hun sine egne vine.

Hendes filosofi er klar; en biodynamisk tilgang i marken, udelukkende naturgæring, typisk stor andel af helklaser for de røde, lagring på gamle/neutrale kæmpefade og/eller amphora og med et svovlforbrug, der nærmer sig ”naturvinsgrænsen”.

Resultatet er naturlige og usminkede vine, der på en rasende ren måde udtrykker Mencia og Godello - fra Bierzo! Vine, der bør opleves. Vine, der hører til de mest elegante Bierzo-vine, vi til dato har smagt. Feminine, delikate, lav-alkoholiske og med en ubeskrivelig renhed i frugten. Terroirtro vine med finesse og nerve.

Cobrana er 100% helklasegæret (spontant) i 5.000 liters åbne træfade og gennemgået en lang, blid ekstrahering på amphora og gamle fade. Slutteligt lagres vinen i 12 måneder på henholdsvis 1500 liters amphora og brugte, franske fade.

Cobrana 2021 er en finesserig rødvin, der med sin forførende og lavalkoholiske stil brillerer med ynde fremfor power.

Vinen åbner med luftige, rødfrugtede aromaer af syrlige jordbær, ribs, hindbær, røde blomster, balsamico og våde sten, mens smagen på afbalanceret vis følger mesterligt op. Delikat og svævende elegant ruller frugten på silkeblød og levende vis over tungen, mens fint-grynede tanniner og en spændstig syre giver friskhed, præcision - og stor lyst til endnu et glas.

En nærmest ”burgundisk” udgave af Mencia, som folk med hang til feminine, nørdede vine vil stor-elske. 

Cobrana var en del af Vin for begynderes afsnit omhandlende Bierzo. Lyt til afsnittet her:


Bestil vinen og få leveret til din dør

165,-

660,-

Fakta

Land Spanien
Område Bierzo
Producent Veronica Ortega
Årgang 2021
Varenr 3159036
Drue Mencia, Doña Blanca, Palomino, Godello, Alicante Bouschet
Alkohol 12,5%
Flaskestørrelse 0,7500