Barbaresco, Cottá

Barbaresco, Cottá

Taget i betragtning af kvaliteten af den saftige, burgundiske og for længst udsolgte Langhe Nebbiolo 2018 fra Sottimano, som René Langdahl fra Gastro tildelte ★★★★★★ og omtalte som "årets Langhe Nebbiolo", har vi set frem til at få selvsamme årgang af Barbarescoerne på lager.  

Cottá ligger med en sydvest-vendt eksponering. Her ejer Sottimano 2.8 ha og producerer i gunstige årgange ca. 10.000 flasker fra de ca. 60 år gamle vinstokke. I forhold til Basarin-marken har Cottá et større indhold af ler, hvorfor vinen generelt er dybere og mere koncentreret.

Som det er tilfældet med alle Sottimanos vine, dyrkes de efter biodynamiske principper med størst mulig respekt for naturen. Derfor ingen sprøjtemidler - men hårdt arbejde i marken og kun tilsætning af et minimum af svovl, som i øvrigt kun sker i forbindelse med tapningen på flaske.

Vinificeringen sker med naturlig gæring og lang tids maceration, hvor mosten er i kontakt med drueskallerne igennem hele processen. Efterfølgende lagres vinen på fransk eg fra den legendariske fadproducent, Francois-Frères i Bourgogne, hvor af 10% er af ny afstamning.

Cottá-marken har her i årgang 2018 frembragt en skinnende ren og nærmest burgundisk udgave af en Barbaresco.

Vinen fremstår lys rød og transparent i farven med uhyre elegante, "florale" og "røde" aromaer af røde kirsebær, jordbær, ribs, tranebær, roser, mint og våde sten.

I munden ruller den med svævende, silkeblød frugt over tungen, mens den udtalte, sprællende syre fremkalder imponerende mængder mundvand. Slutteligt understreger den lange finale med et klassisk "Nebbiolo-tannin-smæk" på afbalanceret vis denne sprøde og skarpt-fokuserede Barbaresco. 

En smuk, nørde-Barbaresco, som uden tvivl vil blive lovprist af folk med hang til de sarte, rødfrugtede udgaver af Nebbiolo.


Bestil vinen og få leveret til din dør

915,-

Fakta

Land Italien
Område Piemonte
Producent Azienda Agricola Sottimano
Årgang 2018
Varenr 2332836
Drue Nebbiolo
Alkohol 14,5%
Flaskestørrelse 0,7500