Rochioli Little Hill Pinot Noir

Rochioli Little Hill Pinot Noir

Uhyre få flasker kan vi få lov at købe af denne sjældne enkeltmarksvin frembragt fra Little Hill-parcellen, som er beliggende lige over West Block-parcellen her i Russian River, hvor Tom Rochioli de seneste år nærmest har fået domænets vine til at opnå kultstatus.

Det er egentlig ganske forståeligt, da Rochioli efterhånden må være det vinhus i Russian River, som modtager de mest stabile (høje)s rating fra de internationale anmeldere.

Robert Parker har før udtalt, at vinene fra Rochioli hører til blandt hans personlige favoritter fra Russian River. Og Antonio Galloni hos Vinous har fulgt op og omtalt Rochioli på følgende måde: ”His wines represent the essence of what the Russian River is all about.”

Lige netop det rammer hovedet på sømmet.

For Rochiolis fokus på at tilplante forskellige Pinot Noir-kloner på de terroirs, hvor de hver især "præsterer" deres ypperste, siger noget om vinhusets filosofi.

Det er vine, der om nogen taler terroirets sprog her i Russian River. Tågen, skabt af det iskolde vand fra Stillehavet via Petaluma Gap-åbningen, lægger sig de sene eftermiddagstimer som en dyne over vinmarkerne, der først ”brændes” af i løbet af den efterfølgende dag. En stor fordel for den vanskelige, koldklima-venlige Pinot Noir-drue, som så nemmere kan udtrykke den elegance, som gør druen så unik.

Hos Rochioli har man virkelig mulighed for at komme på en vinøs rundtur i Russian Rivers Pinot Noir-terroirs, hvor man med inspiration fra Bourgogne hylder enkeltmarksprincipperne.

Denne Little Hill Pinot Noir blev høstet på manuel vis primo september, hvorefter gæringen og den efterfølgende ca. 35 dage lange maceration er foretaget under temperaturkontrollerede forhold på “open-top” stål med en nænsom punch-down udført på manuel vis med hænderne. Herefter lagrer vinen 15 måneder på franske egetræsfade, hvoraf ca. 60% er nye.

Rochioli Little Hill Pinot Noir står med en transparent rød farve og osende, ultra-nuancerede og forfinede aromaer af jordbær, hindbær, viol, sandkage, røg, skovbund og urte-te.

I munden smyger den piv-rene frugt sig både elegant og givtigt over tungen, mens den sitrende syre og de silkebløde tanniner får vinen til at fremstå uhyre harmonisk.

Finalen er både lang og behagelig og understreger på mesterlig vis denne silke-Pinot Noir, som må kunne konkurrere med klodens allerfineste. 


Bestil vinen og få leveret til din dør

1.440,-

Fakta

Land USA
Område Californien
Producent Rochioli Vineyards
Årgang 2021
Varenr 6443836
Drue Pinot Noir
Alkohol 14,5%
Flaskestørrelse 0,7500